Rosas og min historie – del 4

I dette og de kommende indlæg følger en mindre føljeton: Rosas og min historie. Om den omvæltning der fulgte med ønskebarnet, om en barsel jeg havde forestillet mig anderledes, om proceduren på sygehuset og om en familie der stod stærkt sammen.

Jeg var ovenud lykkelig for mine to piger. Jeg forsøgte at klare det hele.

Jeg ville ikke have, at Rosa kunne mærke, at hun var anderledes med en deform fod og et høretab, som vi på det tidspunkt ikke vidste, hvad vi skulle forvente af endnu. Så jeg forsøgte i de fleste af hendes vågne timer at være meget sammen med hende.

Og lige så med Liva. Det er hårdt at blive storesøster og skulle dele opmærksomheden med lille ny, og som oven i købet krævede noget ekstra.

Men jeg havde det selv ikke særligt godt. Jeg syntes, at det var hårdt. Jeg kan huske, at jeg nævnte det over for min familie.

– Jamen, hvorfor vil du klare det hele selv? Du beder ikke om hjælp, var tilbagemeldingen.

Og nej, det gjorde jeg nok ikke.

Sundhedsplejersken kom på et besøg og kiggede på mig med nogle intense øjne. Hun var en ældre og erfaren kvinde, som var gift med en mand med klumpfødder. Det var lidt pudsigt, men ind i mellem spiller skæbnen en et puds.

– Næste gang laver jeg en depressionstest på dig, sagde sundhedsplejersken.

Det kom bag på mig, og jeg syntes at det var flovt. Jeg var sgu da ikke deprimeret. Jeg var da ikke ked af det.  Men jeg havde svært ved at overskue det hele.

Hun beordrede Jesper til at hjælpe mig noget mere, og beordrede os til at inddrage vores familie noget mere. Det syntes vi allerede, at vi gjorde.

Testen, der siden blev foretaget, viste at jeg var i krise.

Det hjalp mig egentligt lidt; det var en slags wake-up-call. Og jeg forsøgte at prioritere nogle af de ting, som jeg tidligere havde forestillet mig, at Rosa og jeg skulle lave i min barsel.

Pludselig blev Jesper frygteligt syg. Han blev bidt af en skovflåt. Hans lymfer hævede op, og en af lymferne sprang. Jo den sprang, da betændelsen indenunder pressede på. Kvalmende, jah!

Han blev indlagt på hospitalet og fik taget lavet nogle og 60 blodprøver uden at lægerne kunne give os en forklaring.

– Måske er det kræft, måske noget andet, vi ved det ikke.

– Altså hvis I ikke ved noget med sikkerhed, så sig dog ingenting!

Jeg gik så hjemme alene i et nyt hus med to piger, mens Jesper lå alene på sygehuset. I lang lang tid snakkede vi ikke om dette. Først tre år senere undskyldte jeg for, at jeg ikke kunne være der noget mere for ham. Jeg følte, at jeg skyldte ham det. Jeg kunne ikke rumme det, og dermed skubbede jeg problemerne væk. Men som han sagde: Jeg skulle passe på de kære små, men han lå på hospitalet og var bange. Bange for at pigerne ikke kunne vokse op med deres far.  Men han kom hjem igen!

Efter nogle uger fik vi endelig et svar på hvad han fejlede – det var harepest, og han var den 7. person, der blev smittet i hele Danmark. Det var en yderst sjælden og smitsom sygdom, som man bl.a. brugte til at angribe sine fjender med under 1. verdenskrig.

I løbet af efteråret fik vi at vide, at Rosas høretab skyldes Pendred Syndrom, og vi blev anbefalet, at Rosa skulle gennemgå en  CI operation. Pendred syndromet gør, at ens resthørelse er meget svingende, og derfor ville høreapparater give hende en for ustabil hørelse.

Hun skulle tilmed opereres over to omgange. Årsagen var, at man med Pendred Syndrommet har en øget risiko for svimmelhed, og derfor skulle der være tre måneder mellem operationerne.

Inden operationerne stod den på CT-scanning, MR scanning, lægesamtaler, og et tæt samarbejde og mange mails med min arbejdsgiver og sagsbehandler.

Jeg havde planlagt at holde 10 måneders barselsorlov med Rosa og så vende tilbage til mit arbejde som hjemmevejleder. Som bekendt går tingene sjældent som man planlægger dem.

Man skal inden en CI-operation holdes hjemme i to uger før operationen for at mindske infektionsrisikoen. Og igen 2 uger efter operationen for at komme sig, og så skal man møde ind til lægekontrol og til tilslutning af CI’en.

Da Rosa skulle gennem hele to operationer, inklusiv beordret hjemmetid, skulle Rosa først starte lidt op i vuggestuen, da hun var 1 år og 3 måneder, og kun i ganske få uger, inden hun skulle holdes hjemme igen.  Det gav derfor ingen mening, at jeg skulle vende tilbage på arbejdet, da hun skulle indkøres og have fridage til lægebesøg. Jeg modtog derfor tabt arbejdsfortjeneste fra Rosa var ca. 10 måneder gammel.

Sygehusbesøgene, alle de praktiske gøremål i forhold til ansøgning, dokumentation til arbejde, kommunen og alle de tanker om det forestående tog al min energi. Jeg var træt, og havde ikke energi til meget andet end at værne om min lille familie.

Først nogle år efter, faktisk sidste år, gik det op for mig, at jeg sørgede over min tabte barsel. Den blev ikke, som jeg havde forestillet mig den. Jeg havde forestillet mig en barsel som med min førstefødte, blot i lidt længere tid, da jeg kun havde fem måneder med Liva grundet mit studie. Vi skulle gå lange ture med barnevognen, gå på cafe og i mødregruppe.

Jeg tog dengang ikke mine følelser alvorligt. Jeg lærte noget nyt om mig selv. Når jeg er i krise, tager jeg hovedet under armen, og bider i det sure æble og klør på. Og jeg opdager først senere, hvad det egentligt handlede om. Jeg glemte mig selv. Men jeg lærte også at jeg skulle prioritere og huske mig selv. Selvom det til tider er rigtig svært.

Jeg havde orlov med Rosa i 21 måneder. Da Rosa foruden sine to CI-operationer også skulle igennem en mindre operation i foden og dermed holdes hjemme igen på grund af en gipsbehandling to måneder efter sin anden CI-operation.

Jeg fik styr på det hele, og jeg nød også at kunne være hjemme med Rosa i HELE 21 måneder og give hende min fulde opmærksomhed, uden at bl.a. arbejdet trak i mig. Det var sådan det skulle være, og det kunne ikke være anderledes, og så kunne jeg jo ligeså godt få det bedste ud af det. Jeg havde jo selv ønsket mig en længere orlov med mit andet barn, og det fik jeg.

Og ind mellem alle mails, lægekontrol og samtaler havde vi også en god tid sammen og mange gode stunder, på trods af at det ikke blev helt som jeg havde forestillet mig.

Fortsættes…

Læs også:

Rosas og min historie – del 1
Rosas og min historie – del 2
Rosas og min historie – del 3