Rosas og min historie – del 3

I dette og de kommende indlæg følger en mindre føljeton: Rosas og min historie. Om den omvæltning der fulgte med ønskebarnet, om en barsel jeg havde forestillet mig anderledes, om proceduren på sygehuset og om en familie der stod stærkt sammen.

Da Rosa var et par måneder gammel, var hun allerede en hyppig patient på sygehuset. Da hun var 10 uger gammel, fik hun skinner på efter at have haft sit ene ben i gips i flere uger.

Hun fik også høreapparater. Nogle små lyserøde nogen. Vi vidste på det tidspunkt ikke, om hun skulle have CI endnu. For det kom an på hendes høretab og årsagen hertil.

Jeg er selv høreapparatbruger, og jeg tænkte at hun selvfølgelig da skulle bruge høreapparater, og så måtte vi se, om hun kunne profitere af dem.

Egentligt bryder jeg mig slet ikke om farven lyserød. Men jeg kunne se, hvordan storsøster Liva på 3 år var ellevild med alt, der var lyserødt. Så det måtte være vejen frem, for hvis Rosa skulle være høreapparatsbruger, skulle hun kunne bruge dem til 4 års alderen.  Vi håbede, at farven ville være med til motivere hende til at bruge dem, og at hun syntes, det ville være lidt seje.

Propperne kunne man desuden bede om at pynte, og det var meget fint at vælge i mellem; hjerter, blomster eller noget helt tredje. Vi fik et par gange sat en blomst i, for det var lidt sjovt og samtidig også latterligt. Men det blev en ret unødvendig udgift for sygehuset, når hun skulle have lavet nye propper hver uge. Ørene vokser jo som bekendt, og så skulle propperne fornyes efter en uge. Hun kunne dog få dem igen, når hun blev større, hvis hun synes, det kunne være sjovt.
Rosa kunne på grund af sit gipsben ikke komme i karbad; noget som de fleste babyer ellers nyder meget. Hun havde lært at løfte og bruge sit gipsben, og hun kunne spjætte, når hun lå på legetæppet. Nu fik hun skinnerne på, og de var tunge.

Rosa begyndte, i tiden efter at have fået skinner og høreapparater,  at blive en hel del utilfreds. Hun havde let til gråd. Det var på en anden måde end almindelig utilfredshed med våd ble og sult. Jeg gav skinnerne skylden, for hun blev begrænset i sin mobilitet, og kunne ikke længere løfte sine ben, og det begrænsede hendes leg. Jeg forsøgte at kompensere for dette ved at bære meget på hende. Det var en udfordring med det stativ, men bæres, det skulle hun.

Når vi legede på gulvet, løftede jeg hendes skinner, så hun kunne være lidt mere mobil. Efterhånden blev hun stærkere, og hun lærte at sidde og kravle med dem på.

Rosa har og har altid haft noget større lår end sin søster Liva og pigerne i sin omgangskreds. Om det er de tidlige muskeløvelser eller bare en genetisk tilstand fra sin mor, vides ikke.

Vores familie begyndte med tiden at bemærke, at Rosa var lidt mere alvorlig end Liva. Hun havde ikke så let til smil og grin som Liva. Om det var hendes personlighed, eller om det var fordi, at hun følte sig begrænset, vidste vi ikke. Hun kom dog heldigvis efter det.

Størstedelen af tiden affandt jeg mig med Rosas hjælpemidler, fordi det jo ikke kunne være anderledes. Men ind i mellem forbandede jeg dem langt væk. For selv den hyggeligste ammetid krævede planlægning og tilvænning. På grund af skinnerne kunne Rosa ikke lægges i den naturlige mave til mave stilling. Og hendes knæ bøjede meget unaturligt, så jeg frygtede, at hun ville få hofteskred.

Høreapparaterne hylede og var i det hele taget til besvær.
Jeg hev dem på et tidspunkt ud af hendes ører og kylede dem mod væggen. Rosa afbrød sin amning og kiggede på mig, og gav sig så til at amme videre.

Vi havde fået at vide, at hun skulle bruge begge dele de fleste af hendes vågne timer. Og ind i mellem følte jeg, at jeg gjorde noget forkert. Jeg var jo bange for at bremse hendes udvikling, hvis jeg ikke fulgte de kloge hoveders råd. Men i ind mellem tog jeg det hele af. Så hun kunne få masseret sine fødder og cyklet med benene. Og hun elskede at komme i bad.

I løbet af de første måneder mærkede jeg, at hun i disse frie stunder havde lettere til smil og var mere afslappet. Efterhånden som hun havde vænnet sig til skinnerne og høreapparaterne, blev hun til den Rosa, jeg kendte.

Da hun blev lidt ældre, og kom ind i alderen, man kalder oralfasen, så skulle alting proppes ind i munden. Her tog hun konstant sine høreapparater af og ind i munden. Jeg kom i tvivl om, om det var fordi de var trælse.

Jeg overanalyserede straks hendes adfærd. Men efterhånden forstod jeg, at dette bare var en naturlig reaktion. Alt skulle bare i munden. Duge, strømper og legetøj. Vi orkede ikke altid at give hende høreapparaterne på igen, fordi hun bare ville flå dem af, for så at putte dem i munden. Også med ørevoks og alt muligt.

Men vi fornemmede samtidig klart, at hun profiterede af sine høreapperater, og at hun kunne høre lyde. Og at hun også blev glad af det. Særligt var hun glad for sin søsters stemme og for musik.

Jeg synes, at jeg gjorde mit bedste hele tiden, men jeg var også hele tiden i tvivl. Var det godt nok, det jeg gjorde? Var jeg en god nok mor for storsøster Liva også? Jeg ønskede ikke at mit store fokus på Rosa og de mange køreture til sygehuset skulle påvirke Liva.

Jeg ville derfor kompensere for det. Så snart Rosa sov, brugte jeg tiden sammen med Liva. Men tvivlen fyldte meget i mit sind. Jeg følte mig glad, men selv om jeg forsøgte at fylde min hverdag med gode stunder, var jeg udmattet og synes at barslen var hård. Jeg tillod dog ikke mig selv at give de følelser alt meget opmærksomhed, for jeg var jo heldig. Der var jo mange, der havde det meget værre, og som slet ikke var beriget med to skønne børn.

Fortsættes…

Læs også:

Rosas og min historie – del 1
Rosas og min historie – del 2