Reportage: Søfarere, skjulte længsler og sexhistorier

I sidste uge var særudstillingen “Sex and the Sea” på M/S Museet for Søfart rettet til døve, der blev rundvist gennem tolk og af en døv guide. Nede i dybet møder LOUDs udsendte Frank, en døv, tidligere søfarer, der sejlede jorden rundt som maskinmester.

Tekst og fotos: Frederik Olsen

Knap et stenkast fra det majestætiske Kronborg ligger M/S Museet for Søfart. Umiddelbart, når man kaster et blik ud over havnen i Helsingør, ligger der ikke noget museum nær Kronborg, men som man nærmer sig det legendariske slot, kommer man ikke udenom det arkitektoniske vidunder, som M/S Museet for Søfart udgør. Nær Kronborg ligger en tørdok, der nu er blevet ombygget til et museum. Ja, jeg vil næsten fristes til at skrive, at M/S Museet for Søfart ligger i et hul i jorden, og ja, det er næsten ikke helt forkert.

Pernille – dagens døve, tegnsprogede guide

Da jeg følger den zigzaggede gangbro, der fører til entreen bliver jeg mødt af Pernille Nellemann, der er døv og som arbejder på museet. Hun har personligt stået for indbydelsen til selve udstillingen og optræder som vores guide. Pernille fortæller hurtigt om selve indretningen på museet. Indretningen skal fremhæve de følelser, som sømændene gennemgik, når de var til søs. Lyden af havet, ensomheden og de minder, de gemte, når de sejlede i havn. Udstillingen viser, at når man tænker over det, har sømandslivet faktisk tjent som en stor inspiration til flere genstande, såsom spillefilm, legetøj, tøj og parfume.

15133902_10154235101803789_859142769_o

Et stemningsbillede fra museets dybde

En udstilling om sømændenes skjulte behov

Vi sætter os alle sammen til rette i den arkitektoniske gangbro, der krænger tværs over tørdokken. Her fortæller udstillingslederen, Marie, os om selve udstillingen, om de længsler, som sømændene gav udtryk for da de var til søs. Der er tolk på.

Derefter går vi ned og ind i selve udstillingen, som fungerer mørk og dyster. Bag de forskellige udstillingsglas finder man diverse seksuelt opstemmende genstande, men også forskellige relikvier, som sømændene indsamlede i de forskellige lande. Blandt andet var der tre store skærme sat op hvor sømænd, både unge og ældre, fortalte om de følelser, de gennemlevede på havet.

Her fortæller mændene blandt andet, at de kom rød neglelak på deres ene hånd, satte sig på den til den blev helt øm, og derefter rørte ved selv for at få en fornemmelse af, at det var en anden person der rørte ved dem. De fortæller også, at livet til søs var en meget ensom tilværelse, men på trods af dette fik de ingen følelse af hjemve. Tværtimod levede de sig ind i deres liv som søfarere, konstant på jagt efter nye eventyr.

Flere steder i udstillingen er galionsfigurer af kvinder sat op. Pernille fortæller os, at man i gamle dage anså det som uheld at bringe en dame ombord på et skib. Hver enkelt sømands arbejde bestod nemlig af forskellige led i en større enhed. Der skulle være en, der satte sejl, en der lettede anker, mens en tredje skulle navigere. Her ville en dame ombord være en kæmpe distraktion for mandskabet i forhold til alle de opgaver, de skulle udfylde.

Men de havde alligevel en dame ombord på skibet, men ikke en rigtig dame. På fronten af skibet blev der ofte sat en galionsfigur, som altså var en dame med brysterne frit fremme, som sømændene kunne løbe ned og røre ved, når de blev seksuelt opstemte. Man kunne derfor også se, at brysterne på de forskellige kvindelige galionsfigurer på museet var blevet slidt godt ned.

15101862_10154235102043789_1726822127_o

En døv søfarer

Blandt de mest rastløse døve gæster skiller Frank Eno Jørgensen sig ud. Han har selv været sømand i tre år. Han fortæller, at dengang han selv var ude og sejle, boede officerer og maskinfolket inde i midten af skibet, der hvor styrmand og navigatører navigerede det store skib. Men de stakkels messefolk og skibsdrenge, de boede bagerst i skibet, nær motoren, hvor de måtte vænne til at sove ved siden af de evigt brølende motorer.

Frank fortæller, at han selv er født og opvokset i Helsingør. Her sneg han som dreng sig ud på havnen for at kigge på de store skibe, der kom ind. Han var endog fræk nok til at snige sig ind på nogle af skibene for at se, hvad der foregik ombord. Det kom der en masse ballade ud af, hvor de måtte ringe til politi og forældre for at hive den lille Frank hjem igen. Som Frank selv siger det:

– Som en lille døv dreng vidste jeg ikke hvad der foregik, så måtte jeg jo selv ud og se hvad de havde gang i!

Som helt lille drømte Frank om at blive sømand, og det blev han også. Han sejlede primært i de østlige verdensdele såsom Indien, Persien (som det hed dengang) og Thailand. Frank tog en uddannelse som maskinmester, og fungerede i sin tid som maskinmand på skibet.

15134114_10154237707038789_1891259495_o-png

Frank Eno Jørgensen fortæller om sømandslivet

Fra sømand til buschauffør

Men da han steg til lands igen efter tre år til søs skiftede han sømandsuniformen ud med et arbejde som buschauffør, og stadig i dag kører han natbus mellem København og Nordsjælland.

Da der spørges ind til udstillingen, husker Frank tydeligt de forskellige længsler, han havde, da han var til søs. Blandt andet fortæller han, med et glimt i øjet, at han var kærester med Ritva Bergmann (Danske Døve Landsforbunds tidligere formand, Asger Bergmanns nuværende kone) og han er fræk nok til lige at gentage at, det var han altså. Kærester med Ritva.

Frank slutter sine entusiastiske historier af med at fortælle at, det er noget andet i dag hvad angår de ting som sømændene lavede, når de kom i havn efter flere måneder til søs. For dengang, når skibe og sømænd sejlede i havn, blev de der i flere dage, og der var der rigeligt med tid til at finde kærester. Men i dag lægger de store skibe kun til havn i et par timer før de sejler videre igen.

15133690_10154235101878789_519478381_o

Sømændene fortæller historier på storskærme, og der er undertekster på.