Handicappede skuespillere vrages til fordel for “normale” skuespillere

Mere end en gang har den døve, amerikanske Hollywood-skuespillerinde Marlee Matlin oplevet at miste en rolle som døv til en hørende skuespiller. Samme problem har flere andre skuespillere med handicaps oplevet.

95% af alle “handicappede roller” i film går til ikke-handicappede skuespillere, viser en nyere undersøgelse om handicappede på tv, foretaget af the Ruderman Family Foundation. Et eksempel er Dustin Hoffmann som autist i filmen Rainman, og Al Pacino som blind i Scent of a woman (Duften af en kvinde).

Konference om handicappede på tv

Det bekræfter flere skuespillere med handicaps til en konference den første november – the Ruderman Studio-Wide Roundtable on Disability Inclusion – hvor blandt andet den døve skuespillerinde Marlee Matlin og Danny Woodburn, der er dværg (har dwarfisme) deltog i debatten.

Vil du bide din medskuespiller i numsen?

Til konferencen fortæller Woodburn blandt andet, at han som dværg ofte får en forespørgsel på at bide sine med-skuespillere i numsen, som en humoristisk effekt i filmene. Det synes han på ingen måde er morsomt, og derfor har han faktisk skrevet det ind i sine kontrakter – at han ikke skal bide i nogen kropsdele. Det er i øvrigt ham, der er medforfatter på undersøgelsen om handicappede i tv.

Vil du lære din medskuespiller om hvordan det er at være døv?

For døves vedkommende fortæller Marlee Matlin, at hun mere end én gang har oplevet at miste roller til fordel for sine hørende skuespillerkolleger, der så skal spille døve. Faktisk oplevede hun én gang, at hun efter en audition fik oplyst, at hun ikke fik rollen – den gik til en hørende skuespiller. Men om hun ville være så venlig at “oplære vedkommende i hvordan det er at være døv”.

Forstyrrende med en døv skuespiller

En anden oplevelse som Matlin har haft, var i 1993, hvor hun var til casting til rollen som Ada i the Piano. Her mente instruktøren, Jane Campion, at Matlin ville være perfekt til rollen, men at tilskuerne ville blive forstyrret af det faktum, at hun var døv i virkeligheden.

– Og sidder tilskuerne og tænker, at Al Pacino virkelig er blind i Scent of a Woman? svarer Matlin og tilføjer, at instruktøren slet ikke kunne svare på det.

Handicapaktivister protesterer

Der er flere aktivister indenfor handicapbevægelserne, der protesterer over den måde, som filmbranchen portrætterer mennesker med handicap på. Det er ikke nogen bagage at have et handicap, men derimod en identitet, som skal formidles ud i den bredere offentlighed.

Læs artiklen om konferencen på Buzzfeed.