Rosas og min historie – del 2

I dette og de kommende indlæg følger en mindre føljeton: Rosas og min historie. Om den omvæltning der fulgte med ønskebarnet, om en barsel jeg havde forestillet mig anderledes, om proceduren på sygehuset og om en familie der stod stærkt sammen. 

Det var en stor omvæltning, at vi nu havde to børn. Ikke at det kom som en overraskelse; vi havde jo selv ønsket og planlagt dem begge to. Men det var alligevel som om, at der ikke var hænder nok, og heller ikke søvn nok!

Oven i købet stod vi også midt i flytning sidst i maj – med en pige på 2 år og 9 måneder og en lille ny på 3 uger. Hvad dælen havde vi rodet os ud i? Med stor hjælp fra familien gik det fint, også selvom jeg nok ammede det meste af tiden.

Da Rosa var omtrent tre uger gammel, fik vi en standardindkaldelse til en høresceening, som bliver tilbudt alle nyfødte. Det fandt sted lidt senere end normalt på grund af ændringer i sygehusstrukturen. Min svigerfar kørte mig, for min mand var vendt tilbage til arbejdet efter sine 14 dages barsel.

Jeg var fuldstændig sikker på, at Rosa var lige så hørende som sin storesøster. Jesper undrede sig derimod. Han undrede sig over, at hun ikke reagerede på, at vi støvsugede. Og en dag tabte han grydelåget på flisegulvet. Rosa sov igennem det hele. Jeg fik ham overbevist om, at hun bare sov tungt. Jeg mente at have observeret, at hun reagerede, når Jesper og Liva vendte hjem fra dagplejen og åbnede døren.

Rosa reagerede også, når Liva kaldte. Da hun stadig var i min mave, rumsterede hun rundt, når vi hørte musik. Når jeg tænker tilbage på det, ved jeg ikke hvorfor jeg var så skråsikker på, at hun var hørende. Jeg havde slet ingen ide om, at Rosa kunne være døv. Jesper og jeg havde altid fået at vide, at hverken min eller hans døvhed ikke havde nogen forklaring og derfor ikke var arveligt.

Jeg skulle derfor bare have denne screening overstået. Jeg skulle bare hurtigt hjem med min lille pige, som allerede havde fået gips på sit venstre ben pga. klumpfoden. Det var nok at se til allerede. Vi var lige blevet instrueret i de fremtidige ugentlige sygehuskontrol og skiftning af gips i forbindelse med tilrettelsen af foden.

Lige pludselig, under hørescreeningen, fik jeg det varmt, og jeg måtte smide min trøje. Jeg fik derefter koldsved. Derefter husker jeg ikke så meget mere end, at damen bøvlede lidt med de der herrens elektroder. De blev skiftet, for testen gik tilsyneladende ikke igennem.

– Der er sikkert noget i vejen med elektroderne, sagde hun. Endnu en gang lyste de små lamper røde.

– Der er sikkert ikke noget i vejen. Systemet virker sommetider ikke, fortsatte damen.

Men jeg vidste jo godt hvad det betød! At hun var døv. I mit næste indre billede, af det, jeg husker, er jeg på vej ud af døren med Rosa i armen, jeg holder hende tæt på mig. Jeg holder fast i hende med min svigerfars arm om skulderen.

Fuldstændig forskrækket. Ja forskrækket var lige præcis ordet. Man kunne nærmest lige så godt have sagt BØH til mig!
Lige pludselig triller tårerne ned af mine kinder. Er hun døv? Er Rosa virkelig døv? Det havde jeg i min vildeste fantasi ikke troet. Heller ikke til trods for Jespers undren.  I det øjeblik mistede jeg overblikket fuldstændigt, og jeg kunne ikke overskue, at Rosa og jeg skulle igennem endnu flere instanser i sygehus-systemet.

Jeg græd stille i bilen, men følte mig samtidig også flov over mine tårer. Det kunne jeg da ikke tillade mig.

Lynhurtigt får jeg en masse tanker! Pis! Hvad fanden gør vi? Skal vi så flytte? Hvor skal hun gå i skole? Børnehave? Hvad med min familie? De kan jo ikke tegnsprog… For tegnsprog, det får hun uanset hvad, men min familie vil så ikke kunne kommunikere fuldstændig med hende.
Hvad er det dog jeg byder dig, min skat?… De kampe jeg selv har haft på grund af mit høretab, og som jeg altid vil have gennem livet, vil jeg ikke at du får. Ej, Maiken, det er da egentligt noget pjat! Rosa, du kommer til at klare dig fantastisk – du har jo far og mig! og Liva. Og en skøn familie. Vi er da de bedste, der kan hjælpe dig på vej.

Alle disse tanker på en og samme tid.

Vi fik allerede en ny tid til udvidet høreprøve et par dage efter på audiologisk afdeling i Aarhus. Og konklusionen var klokkeklar.

Jeg glemmer aldrig det blik, som overlægen sendte os, da vi trådte ind af døren. Hun troede, vi havde brug for medlidenhed. Det som mange andre forældre nok har brug for, men det havde vi ikke. Hun lagde armene på kors på bordet, og kiggede på os med ømme øjne:

– Rosa har et stort høretab.

Jesper og jeg kiggede bekræftende på hinanden, og vi var næsten allerede på vej op af stolen igen. Vi kiggede tilbage på overlægen. Jeg tror, at hun manglende en reaktion fra os, for hun sagde det igen, denne gang med en tydelig understregning.

– Rosa har et meget stort høretab……..

Jesper og jeg kiggede atter på hinanden og igen over på hende, og nikkede:

– Ja det er vi med på.

Så kom det fra overlægen:

– I må gerne bryde sammen. Det er jeg vant til….

Vi havde allerede tænkt de tanker der skulle tænkes; vi havde allerede snakket sammen. Og det var lige som om, at vi havde en følelse af ‘Jamen selvfølgelig, hun kunne da ikke være anderledes’.

Jeg endte dog med at gå ud af døren trist. Trist over den medlidenhed fra overlægen. Trist over der forventedes et drama. Jeg havde ikke brug for noget drama.

Følelserne kan jeg godt selv finde ud af. Dem har jeg ikke brug for at få projekteret fra andre… Jeg havde ikke brug for medlidenhed. Jeg havde blot brug for at få informationer.  Jeg havde blot brug for, at tingene gik deres vante gang. Pludselig skulle vi forholde os til flere ting, flere undersøgelser og flere fagfolk.

Fortsættes…

Læs også: Rosas og min historie – del 1

14813039_10154512549724927_201611796_o

Rosa fik høreapparater da hun var tre måneder. Vi valgte dem lyserøde i tilfælde af, at hun blev høreapparatbruger. For så ville hun have dem indtil 4 års alderen. Vi ville have, at hun syntes, at farven var sej.