Rosas og min historie – del 1

I dette og de kommende indlæg følger en mindre føljeton: Rosas og min historie. Om den omvæltning der fulgte med ønskebarnet, om en  barsel jeg havde forestillet mig anderledes, om proceduren på sygehuset og om en familie der stod stærkt sammen. 

I september 2011 fandt vi til vores store glæde ud af, at vi ventede os for anden gang. Vi tog billeder af min voksende mave, og vi fulgte godt med i håndbogen, næsten som vi gjorde med storsøster Liva. Den anden gang går som bekendt lidt hurtigere end den første gang. Vi havde allerede storesøster Liva, som tog al vores fritid, og vi glemte ind i mellem at tage de ugentlige billeder. Vi glædede os meget til scanningerne. Vi var spændte og håbede på, at alt selvfølgelig var præcis, som det burde være.

Den 27. december blev vi kaldt ind til misdannelsesscanningen. Vi var ikke som sådan nervøse, da den første scanning gik upåklageligt, og vi derfor forventede det samme for den kommende uge 20. scanning.

Undervejs i scanningen opstod den frygtede stilhed, og selv om sygeplejeren sagde, at hun blot ville være grundig, mistænkte vi hende for at have fundet noget. Ganske rigtigt:  Rosa havde en klumpfod.

Sygeplejersken kunne ikke på scanningsbilledet se hvor slemt det stod til med klumpfoden, men foden var meget skæv.

Vi kørte forskrækkede derfra. Direkte hjem til en julefrokost hos min svigerfamilie, hvor jeg græd som pisket. Jeg vidste ikke, hvad sådan en klumpfod var. Og Google-billedhistorikken over søgeordet ‘klumpfod’ var mildt sagt skræmmende. Kæmpe, forvoksede fødder. Ingen normale sko. Hvad så, når hun skal til at gå? Hvad så, når hun skal til at løbe?……hvad så, når….??

Vi blev tilbudt en ekstra kontrol på ortopædkirurgisk afdeling i Aarhus et par uger efter scanningen. Jeg var da i uge 22-23. Lægen kiggede billederne igennem og vi snakkede lidt efterfølgende. Han kunne heller ikke give svar på, hvordan foden ville komme til at se ud, og til sidst sagde han, at alle skulle have dette tilbud: Et tilbud om en abort. Og at det var op til os, om vi ville beholde babyen.

– Ikke tale om!, var vores svar til det med aborten. Selvfølgelig skulle vi da beholde guldklumpen, som vi kaldte babyen. Jeg var ked af det og forarget, men nok mest over det, at der rent faktisk var nogle, der ville fravælge deres barn pga. en klumpfod.

Særligt en veninde var god til at berolige mig, for hun googlede løs og fandt ud af, at Martin Jørgensen også havde en klumpfod og at han jo spillede fodbold på eliteplan. Det trøstede mig lidt, fordi jeg frygtede virkelig, at hun ikke kom til at gå normalt.

Den 4/5-2011 kom Rosa til verden ved planlagt kejsersnit. Jeg forelskede mig i hende lige med det samme, præcis som ved vores førstefødte. Jeg skænkede ikke foden en eneste tanke, før jeg kom ind på vores værelse. Her fik jeg pludselig travlt med at få pakket Rosa ud af sin dyne. Jeg blev lettet. Det var tydeligt, at foden var skæv. Meget. Foden vendte ind mod hendes skridt. Men formen på foden var fin og ikke krum, som jeg havde frygtet.

Jeg nåede at undre mig over, at personalet ikke påpegede noget. Men jeg tænkte i min naivitet, at de da ikke kunne undgå at have set foden. Jeg husker ikke, om jeg bemærkede det til personalet.

Jeg havde fået at vide til samtalen hos lægen, at vi vil blive indkaldt til kontrol på ortopædkirurgisk afdeling i løbet af Rosas første uge. Ugen gik, og vi fik intet brev om dette. Jeg måtte ringe til fødeafdelingen, og der stod ikke registreret nogen steder, at man skulle være særlig opmærksom på hende. Jeg ringede til ortopædkirurgisk afdeling og oplyste dem om, at hun var født. Dette kom bag på dem, for de burde have fået besked, men de ville straks indkalde os.

I Rosas 2. uge kommer vi derud til hendes første undersøgelser, og med det samme påbegyndes hendes tilrettelsesproces af foden. Hun skulle have gips på, som ville tvinge hendes fod på rette plads. Dette gips skulle skiftes hver uge i de næste 8 uger, derefter hver anden uge. Efter nogle måneder skulle hun have skinner på 23 timer i døgnet. Senere skulle det nedsættes til 16 timer i døgnet. Så skulle hun gennemgå en mindre operation ved 1,5 års alderen, og efterfølgende skulle hun have gips på i 4 uger. Og så skinner på igen om natten indtil 4 års alderen. Hvordan det er? Hvis du forestiller dig, at begge dine fødder er fastspændt til et snowboard, passer det meget godt.

Med Liva havde jeg kun orlov fem i måneder, hvorefter min mand overtog, da jeg skulle gøre mit studie færdigt. Så jeg havde virkelig set frem til et helt år med den lille ny.
Og nu dette – det var ikke lige sådan jeg havde forestillet min barsel.

Fortsættes…

14795735_10154491260189927_733937483_o

Rosa får gips på fra hendes 2. uge og gipsen skal skiftes hver uge, indtil hun er 10 uger.