Ny chef for CFD Rådgivning: Trine Tangsgaard

Trine Tangsgaard er den 15. august startet i sit arbejde som ny chef for CFD Rådgivning. Det skriver CFD i en nyhed på deres website. Trine Tangsgaard erstatter Helle Brøgger, der gik på efterløn tidligere på året.

Hun bliver chef for rådgivningsområdet på CFD, der beskæftiger omkring 50 personer, der arbejder som døvekonsulenter, døvblindekonsulenter, familiekonsulenter (herunder forældrevejledere), hjemmevejledere, ældrevejleder, konsulent for hørehæmmede. CFD rådgivning har til huse på kontorer fem steder i landet, nemlig Aalborg, Aarhus, Fredericia, København og Odense.

Derudover indtræder Trine Tangsgaard i ledelsen af CFD, der består af chefen for CFD, to andre områdechefer, en administrationschef og en chef for HR.

Trine Tangsgaard kommer fra en stilling på IBOS – Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor den ergoterapeutuddannede leder i en årrække har arbejdet som leder af afdelingen Erhverv & Kursus. Hun søgte stillingen som områdechef for CFD Rådgivning , fordi hun brænder for specialområdet, fortæller Trine Tangsgaard til CFD.

Trine Tangsgaard kan ikke tegnsprog, og det kommer hun til at lære, da CFD er en af landets største arbejdspladser i døveverdenen. Hun er i fuld gang med at lære sproget og ser frem til at kunne det, slutter hun.