Døv bilist offer for politidrab

På det seneste har der været en del historier i medierne om amerikanske politibetjente, der har været lidt for hurtige på aftrækkeren, hvad brugen af deres tjenestepistoler angår. Nu er en døv bilist blandt en af ofrene.

I torsdags forsøgte politiet i den amerikanske delstat North Carolina at stoppe en døv bilist, der kørte for stærkt. Da bilisten, Daniel Harris, ikke reagerede på politiets anmodning om at stoppe, blev han fulgt hele vejen hjem til sin bopæl.

En nabo var vidne til episoden og ifølge ham steg Daniel Harris ud af bilen og benyttede sig af fagter for at kommunikere med betjenten, som kvitterede ved at rette et fatalt skud mod ham.

Familien samler nu ind til begravelsen. Overskuddet vil gå til en fond, der skal uddanne politiet i hvordan de skal håndtere deres konfronteringer med døve borgere. Samtidig ønsker familien, at man fremadrettet på de statslige motorkontorer vil registrere det hvis en bilejer er døv for at undgå lignende episoder fremover. I delstaten Florida er en underskriftindsamling i gang for at realisere dette ønske.

Det er ikke første gang at en døv i USA uforvarende bliver skudt af politiet. Ifølge en blogger skyldes det at man indenfor politiet mangler viden om døves kultur og deres måde at kommunikere på og at politiet derfor misfortolker døves kropssprog og fagter som truende.

Kilder: bt.dk,  Indsamling til begravelsenBlogindlæg om politiets omgang med døveUnderskriftindsamling i Florida.