Bombarderet af lyde

Vi fortsætter lidt i fødselsdags-rillen. Jeg skrev i sidste uge om den store succes med at have tegnsprogstolk med til min datters pigefødselsdag.

Vi har også ind i mellem overvejet at bestille tegnsprogstolk til familie-sammenkomster. Vi gør det til nogle af dem; til de større og mere formelle fester. Men ikke til almindelige fødselsdage med boller og varm kakao og lignende. Egentlig er det et bevidst valg vi har foretaget os, for dele af vores familie er faktisk ret seje til tegn og tegnsprog. De gør virkelig, hvad de kan. Vi vil dem og de vil os.

Men der er et men… og det handler om, når jeg afholder sammenkomst.

Jeg glæder mig altid i dagene op til sammenkomsten. Jeg nyder at planlægge menuen, i dette tilfælde sammen med min datter, købe hendes gaver og gøre klar til nogle hyggelige timer.

Men når gæsterne endelig kommer, så siger jeg pludselig ikke så meget mere.

Jeg ved, at kommunikationen i de familier, der har døve og hørehæmmede medlemmer ofte er en udfordring. For nogle opleves kommunikationen som en udmattende og til tider endeløs kamp. Jeg fokuserer i dette indlæg på den massive træthed, jeg personligt oplever, en træthed, der altid følger efter f.eks. en familiefødselsdag.

Normalt kan jeg være snakkesalig, hvis jeg har gode vilkår for at kunne følge med i samtalerne. Men til familiesammenkomster med mange hørende, bliver snakken omkring bordet i mit hovedet ret hurtigt til en masse summen i mine ører.

Efterhånden som timerne går, bliver jeg mere og mere træt, og til sidst er snakken, lydene af kaffekopper, kaffemaskinen, alle lydene, bare en masse murren. Jeg hører ikke ret meget i disse situationer. Eller jo, jeg hører en masse larm.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min egen familie ikke er mestre i tegnsprog. De har aldrig rigtig lært det. Vi brugte ikke tegnsprog, da jeg var barn, og det er først efter jeg blev gift med Jesper, en døv mand, at vi fik mere tegnsprog ind i familien. Derfor er mit samvær med min del af familien primært lytning og mundaflæsning. Uden en masse andre, går det vældig fint, men når vi er flere, bliver jeg meget auditivt udfordret. Larmen tager over, på trods af at der bruges nogle tegn, noget tegnsprog og en nogenlunde bevidsthed om at der sidder nogen ved bordet, der ikke kan følge med.

Man kan altid diskutere, hvor meget man kan forvente at en familie indstiller sig på familiens døve familiemedlemmer. Vi har en forventning om, at vores familie gør hvad de kan, og det er også vores oplevelse, at det sker i praksis. Men man kan i hvert fald ikke indføre ‘pegefingeren i vejret’ hvis-du-vil-sige-noget-reglen.

Men al den larm, de mange forstyrrelser og i det hele taget al den murren i mit hovedet er overvældende, og det betyder, at jeg ikke har meget energi tilbage til at kunne mundaflæse, aflæse tegn eller bidrage til samtalerne.

Al den murren er en larm, jeg ikke kan abstrahere fra. “Sluk for høreapperaterne” er der nogen, der siger. Gør jeg det, har det den virkning på mig, at jeg lukker mig inde i mig selv. Inde i en osteklokke. Fordi jeg er vant til lyde, at kunne høre noget og reagere på dem. Og ved at slukke for mine høreapparater, udelukker jeg så min kontakt til min del af familien, som ikke kan tegnsprog. Det har jeg ikke lyst til. Selv om jeg heller ikke kan sortere i lydene eller skelne imellem 13 stemmer.

Jeg prøver virkelig at hygge mig. For jeg vil gerne være gerne til stede, men jeg formår ikke at nyde sammenkomsten rigtigt. Det ærgrer mig, for det er ikke tit, at vi alle sammen er samlet. Gang på gang bliver jeg overrasket over, hvor udmattet jeg bliver efterfølgende. Jeg er fuldstændig smadret.

Dette er svært at sætte ord på over for min familie. Jeg er ret sikker på, at de godt ved det. De kan se det på mig, når jeg er ved at stå af, og de forsøger at hjælpe med det praktiske, så godt som de nu kan. Min familie vil mig det bedste, og de gør det bedste de kan. Men de kan ikke fjerne denne påtrængende og anmassende træthed, der kommer snigende.

Dette er slet ikke ment som ynk. Jeg ved, at der er andre hørehæmmede, der døjer med det samme. Det er faktum, at jeg let bliver træt i større sammenkomster, og det er et vilkår, jeg lever med…. som så mange andre hørehæmmede.