Hans Elgaard satser på guld til VM i golf

41-årige danske Hans Elgaard spås store chancer for at blande sig i den øverste top af verdenseliten i golf for døve. Der er omkring 20 gode golfspillere på verdensplan. USA, Sydafrika, Australien og England er gode golfnationer, men Danmark er også ret godt med. 

Foto: Jens Luckenbach

Blandt favoritterne til VM-guldet er danske Hans Elgaard, og adspurgt om hvad han satser på, er svaret:
– Jeg er på hjemmebane denne gang. Og denne gang vil jeg simpelthen vinde, smiler Elgaard.

Hans Elgaard har placeret sig som nummer 2 i individuel golf i både 2014 og 2012. I 2010 var han “kun” nummer 3. Ud af omkring 100 golfere. Gennem en årrække har Hans Elgaard hevet medaljer hjem til Danmark. Men stort set altid sølvmedaljer, og det har han fået nok af.

Denne gang er det guldet, det skal gælde.

Vi har gode muligheder i år
Hans Elgaard er teamkaptajn for det danske døvelandshold.
– Min opgave er ligesom at peppe holdet op. Vi har udviklet os meget siden sidste VM i USA. Det er også en fordel, at vi har to rigtig gode trænere med os til denne VM.

Søren Juul har sammen med Christian Schönfeldt trænet det danske landshold til VM i Japan og USA samt EM  – siden 2012. Og for nylig er trænerduoen kommet tilbage, hidkaldt af Dansk Døve-Idrætsforbund.

Søren Juul har store forventninger til VM i 2016, ikke kun fordi Danmark har værtskabet, men også fordi det danske landshold har gode chancer, mener han:
– Vi danskere i har været godt repræsenterede i resultaterne de seneste år. Vi har hentet flere medaljer hjem og altid fået placeringer. Derfor har vi gode muligheder for at nå helt til tops i år, fortæller Søren Juul og fortsætter:
– Det her er en svær bane, og vi har en stor fordel i at vi har trænet meget her, fortæller Søren Juul.

Det danske døve-landshold i golf har trænet ved Royal Golf Klub en gang om måneden lige siden februar i år. Derfor kender de banen rigtig godt og har en stor hjemmebanefordel.

En passion for golf
Hans Elgaard startede sin golfkarriere i 1997 i Ebeltoft Golfklub. Hans’ første VM i golf for døve var i 2000 i Sydafrika. Der blev han rangeret som nr. 7 ud af 100. Til daglig spiller Hans for Midtsjællands Golfklub. Han bor i Undløse ved Holbæk og er gift med Heidi. Sammen har de to børn, der ligesom deres far spiller golf – dog for sjov. Hans arbejder til daglig som tømrer, tidligere selvstændig, men nu fastansat i et fuldtidsarbejde – så han kan koncentrere sig om golfen i sin fritid.

Smadrede et vindue med golfbold
Hans præsenterer sig med tegnnavnet “fodbold”, fordi han faktisk spillede en del fodbold som barn. Men interessen for golf har altid været til stede. Lige siden han var en lille knægt på cirka 10-11 år. Inspirationen kommer fra hans farbror, der spillede golf. Der var en dag, da familien var samlet i sommerhus. Her prikkede farbroren til Hans:
– Kan du ramme vinduet derovre med golfbolden? Kan du det, så har du klart talentet, der skal til for en lysende fremtid.

Som sagt, så gjort. Den unge Hans sigtede efter vinduet i sommerhuset. Og ramte rent.
– Jeg smadrede vinduet! Min mor, der sad derinde, fik et megachok.

Talentet var tændt. Fremtiden lys. Siden har interessen for golf fulgt ham, og han satte fodbolden til side for at fokusere på golf.

Den 22. juli løber VM af stablen i København, ved Royal Golf Club, hvor 106 golfspillere fra 18 lande verden over samles i København for at dyste om verdensmesterskabet.

LÆS MERE
Hvornår: 22-29. juli 2016
Hvor: Royal Golf Club (Bella Center metro)
Website: www.wdgc2016.com

Skærmbillede 2016-07-13 kl. 18.17.42

– Vi har udviklet os meget siden sidste VM i USA. Det er også en fordel, at vi har to rigtig gode trænere med os til denne VM, fortæller Hans Elgaard på tegnsprog.