Vores mission som forældre: At give tegnsprog positiv opmærksomhed

Min ældste datter, Liva, er snart otte år og går i 1.y. Hun er CODA-barn og skiller sig derfor ud blandt sine jævnaldrende venner. Da hun gik i børnehave, havde vi en forældrevejleder ude i børnehaven to gange for at fortælle til børnene om, hvad det var for et sprog, Liva talte med sine forældre. Det var rigtig godt og givtigt både for børnene og for Liva selv, som var midtpunktet og som følte sig som noget særligt. Det er hun jo ganske vist også, men den dag følte hun det selv.

Den oplevelse var noget særligt, og jeg synes, det er vigtigt, at vi giver tegnsprog en positiv opmærksomhed, således at børnene oplever tegnsprog som noget positivt.

Børn fødes ikke med fordomme. Fordomme er noget, der bliver plantet af voksne og den ydre omverden. Overhører børn de voksnes samtaler, de voksnes vibrationer, påvirker det børnene som overværer dette. Børnene fanger det, og de er ubevidst med til at fastholde disse fordomme, som vi alle færdes i. Dette kan vi i nogle tilfælde være med til at præge, hvis vi selv er aktivt deltagende.

Siden pigerne var små, har vi haft et ønske om at give børnene i pigernes institutioner og dermed deres forældre et positivt billede af os som døve forældre. Det handler om pigernes hverdag, om deres fremtid. Det var vigtigt for os, at de andre forældre var okay med, at deres børn kom i vores hus, og at de kunne være sikre på, at vi nok skulle tage os godt af deres børn, mens de var hos os.

Så derfor startede vi allerede i børnehaven med at fortælle de andre børn ting på tegnsprog og dermed vise dem tegnsprog, at lære dem nogle få tegn. Sådan for sjov. Vi hang en seddel op på døren i børnehaven, hvor der stod skrevet, at forældrene var velkomne til at spørge os om hvad de havde på hjerte. Vi skrev også om Rosas c.i, således at der ikke foregik småsnak i krogene.

Da Liva startede i skole, fik vi lov at få 20 minutters taletid til forældreaften sammen med 0-klassernes forældre. Denne gang fortalte vi selv. Det var med stor nervøsitet vi startede, men det var med et rigtig godt resultat. Stadig i dag husker de andre forældre, at de skal have øjenkontakt med os, når de snakker/hilser på os. At vi foretrækker kommunikation via sms og ikke opkald. At vi ikke fanger ‘gratis’ informationer (de informationer, andre får ved at lytte til andres samtaler).

De har nogle gange været så betænksomme at sende os en sms, eller prikke til os, hvis der var en særlig besked. F.eks. at gymnastiklæreren under oprydning får råbt ud i salen, at alle skal have sorte leggins på til gymnastikopvisningen. Dette husker jeg som noget særligt, for det første år kom Liva som den eneste til opvisning i grå leggins. Jeg var flov. Jeg havde som døv ikke fanget denne information.

Vi er med til at sende positive vibrationer omkring tegnsprog og os som  forældre ved at være aktivt deltagende i forhold til at give informationer til både børn og voksne. Børn er naturligt nysgerrige, og vi må være åbne overfor de spørgsmål der må komme. Vi viser børnene i Rosas børnehave og på Livas skole, at vi også bare er forældre, blot med tegnsprog som sprog.

Hvis vi ikke bliver ved at svare på deres spørgsmål og viser dem at vi er som de andre, hvem gør det så? Vi arbejder meget med at give tegnsprog en positiv opmærksomhed, og det er med at mindske fordommene i vores hverdagsliv.

Og pigerne har legeaftaler på lige fod med de andre børn.