Facebook-anmeldelse: Clarisa Vollmar – en døvblind babys udvikling

Den lille Clarisa Vollmar er en kun 10 måneder gammel baby, men hun er allerede kendt på Facebook med sine 31.156 følgere fra hele verden. Det der er så specielt er, at den lille pige er født døvblind og skal lære sin verden at kende på en anden måde end de fleste andre babyer. 

Clarisas døve forældre, Justin og hans kone, deler ud af deres viden om at opfostre en døvblindfødt pige, der kommer til at møde tilværelsen på en helt anden måde end de fleste mennesker har oplevet. Clarisas indtryk fra omverdenen er 100 procent taktilt, hvilket betyder, at alle hendes indtryk sker via følelsessansen. Forældrene gør rigtig meget for, Clarisa får så mange taktile indtryk som muligt.

13341929_10153757921667998_280721144_n

Familien Vollmar bor i Janesville, Minnesota i USA. Familien består af en mor, far og tre søskende. Alle familiemedlemmer har den såkaldte Waardenburg syndrome og er derfor døve allesammen. På grund af syndromet fra begge forældres side har de 25% risiko for at barnet bliver døvblindt. Clarisa blev så deres første døvblinde barn.
Forældrene har valgt at dele Clarisas opvækst med resten af verden på Facebook, fordi de selv har oplevet, at de ikke vidste noget som helst om døvblinde, før Clarisa blev født.

LOUD har skrevet lidt frem og tilbage med Clarisas far, Justin Vollmar, som med glæde svarede på nogle spørgsmål:

Hvorfor besluttede I jer for at dele Clarisas opvækst på Facebook?
– Inden vi oprettede en offentlig side for Clarisa, havde jeg en voksende skare af følgere på min personlige side (hvor Justin tidligere delte hans oplevelser med Clarisa, red.). Lige siden hendes fødsel har hun været et konstant hit på Facebook. Hendes billeder og videoer har fået så mange likes og kommentarer. Jeg  ville gerne adskille min personlige side fra Clarisas, så jeg besluttede mig for at oprette en personlig side til Clarisa. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at der ville komme så mange nye følgere hver dag. Det er helt fænomenalt!

Vidste i på forhånd, at I ventede et døvblindt barn? 
– Nej, vi forventede slet ikke at få et DøvBlindt barn. Vi fandt ud af det den dag, hun blev født. Vi havde heller ingen forhåndsviden omkring, hvordan man er forældre til DøvBlinde børn.

Og vidste I noget om det døvblinde samfund generelt?
– Vi havde kun en smule indsigt i det DøvBlinde samfund. Vi var lige så uvidende som hørende forældre, der får et døvt barn. Vi besluttede os straks for at engagere os i det DøvBlinde samfund. Det er et varmt og vedkommende samfund.

Hvordan samler I viden om at opfostre et døvblindt barn? Jeg tænker især på den taktile tilgang I benytter jer af.
– Der er rigtig mange kilder, vi er afhængige af: Netværk med andre forældre af DøvBlinde børn. Vi får hjemmebesøg af vores skoledistrikt hver anden uge. Vores stat har en DøvBlinde-specialist. Der er rigtig mange gode hjemmesider om DøvBlinde børn. Altså vi læser så mange artikler som muligt. Vi tror på, at viden er nøglen til at opfostre Clarisa succesfuldt!

Tilgængelig fra alle hjørner
Justin Vollmar er opmærksom på, at Clarisa også får internationalt opmærksomhed, så derfor laver han også videoer på internationale tegn indimellem. Men primært er videoerne på amerikansk tegnsprog (ASL), hvor forældrene også har oversat ASL til engelske undertekster, samt en engelsk transkript og video/billede beskrivelse.

Vollmar-familien tænker på tilgængelighed på alle måder!

FACEBOOK
Følg siden her