Derfor rører Nyle DiMarco noget i os alle

Nyle DiMarco: Hvorfor er vi døve så vilde med ham; en eller anden random amerikaner, som de færreste danskere næppe har hørt om?

* Nyle DiMarco er en 26-årig døv amerikaner – model, danser og døve-talsmand, der har  vundet America’s Next Topmodel og som nu er finalist i det amerikanske Vild med dans

Fordi han er døv. Jæs! Fordi han er skidegod til at danse? Absolut! Men det er ikke det hele. Der ligger mere bag det.

Først skal jeg sige, at jeg her taler på mine vegne. Måske døves vegne? Jeg ved ikke helt, hvordan man kan se på fænomenet Nyle, når man er hørende – eller hørehæmmet – men det kan I måske bidrage med?

Så dette her er fra mit personlige perspektiv. Døveperspektivet, måske.

Hele den internationale døveverden elsker ham, især fordi han bruger sin berømmelse til at tale døves sag som (en truet) sproglig og kulturel minoritet – frem for at promovere sit ego, som vi tidligere har set så mange andre døve i mediebilledet gøre.

Marlee Matlin, for eksempel. Hun gjorde det godt som vred, døv ung pige i 80’er filmen Kærlighed Uden Ord (1986), som var en af de første internationale bestsellere, der gjorde opmærksom på døve som mennesker. Men dog hele tiden med en undertone, som jeg faktisk ikke bryder mig om – idealistisk, hørende mand hjælper vred, døv kvinde. Og siden hen har den prisvindende skuespillerinde Marlee Matlin artigt stillet sig frem og vist, hvor dygtig hun er – smuk, talende, amerikansk. Til SuperBowl var hun udvalgt til at synge, og hun stillede beredvilligt op og lirede noget ikke særligt imponerende af – på amerikansk tegnsprog med lyd-fokus. Samtidig var der en ung, døv fyr nede blandt tilskuerne, der sang samme sang på tegnsprog – en million gange bedre og mere autentisk!

Men Nyle DiMarco derimod!

Han taler til noget andet inden i døve. Han taler til mig. På en meget autentisk måde. Han gør det, som døve gør det i virkeligheden – og ikke som han tror, andre vil have ham til at gøre.

Den autenticitet beundrer jeg – næsegrus!

Han beviser igen, igen og igen hvordan døve ALTID skal overbevise folk om, at de rent faktisk kan det samme som alle andre. Først blev han America’s Next Topmodel. Han charmerede sig hele vejen til en sejr – til trods for, at det må have været umanerligt hårdt at skulle indkvarteres med en flok andre konkurrenter, der hverken kunne tegnsprog – eller var særligt ivrige efter at møde ham som han var. Det var hele tiden ham, der skulle møde de andre. Og samtidig performe, som der blev krævet.

Jeg har prøvet det, alle andre døve har prøvet det. At skulle være ekstra på, ekstra sød, ekstra charmerende – ja, ekstra altmuligt. Derfor er “sejren” ekstra sød, når man “vinder”.

Nyle DiMarco repræsenterer simpelthen den klassiske David mod Goliat historie.

Nyle DiMarco beviser også, at døve i nogle tilfælde simpelthen gør det bedre end hørende – især når man tænker på de odds man som døv nu engang er født med. Fx det at danse – kan døve danse? Et af de mest udbredte spørgsmål.

Kan Nyle danse? Ja sgu da! Det kan lade sig gøre, fordi han er fokuseret. Nok kan han ikke høre musikken, men han har til gengæld andre strategier, som han simpelthen bruger – til UG og kryds og slange – og han kører alle fordomme over. Han kan nok ikke høre musikken, men han kan så meget andet, og det er hele værktøjskassen, han tager i brug!

Hvordan man bruger den værktøjskasse, er noget, som døve lærer af af hinanden – ah, så gør du det på den måde? Døves strategier er ikke de samme som hørendes.

Hørende lærer jo at danse gennem musikken, noget som døve ikke kan på samme naturlige vis. Døve kan nok prøve at kopiere hørendes strategier (fx det at lære at danse) – men prisen er en ekstra hård kamp, og vi mister os selv, hvis vi ikke også bruger vores egne, særlige strategier. Jeg vil pege på Flavia Fleischers fine vlog, hvor du kan læse mere om, hvorfor vi som døve har brug for hinanden.

Nyle DiMarco er kommet til tops med den strategi, han har lagt for dagen. Og han har haft sig selv med hele vejen gennem det amerikanske Vild med Dans. På intet tidspunkt har han haft nogen maske på. Undtagen da han dansede som Jim Carrey’s The Mask. Grøn teatermaling i hele fjæset.

For hver gang han danser, har han et særligt budskab til verden.

I går aftes dansede han til “The Sound of Silence” af Simon & Garfunkel. Og det havde et budskab – som man kan læse om i denne artikel – jeg citerer lige:

“My interpretation of the song is that for hundreds of years my Deaf community has suffered oppression, marginalization, and language deprivation … but now we’re starting to find hope in this new world. It is time for our soundless message to be heard, hence the Sound of Silence… It is our time.”

Han har budskaber i sine præsentationer. Budskaber, som vi døve i mange, mange år har forsøgt at trænge gennem “lydmuren” med. Det elsker vi døve ham for at formidle videre. Hele den internationale døveverden håber, at folk lytter!

Og nu er Nyle DiMarco røget videre til finalen i det amerikanske Vild med Dans. I morgen aften skal han dyste mod den anden finalist, Ginger Zee. Hvis han vinder, er det et meget stort signal for hele det internationale døvesamfund.

Nyle DiMarco er ikke bare en deltager i det amerikanske Vild med Dans. Han re-definerer hele danse-begrebet #refiningdance og han beviser, at man KAN, hvis man ellers er flittig, og talentfuld, naturligvis. Og det handler på intet tidspunkt om hans hørelse. At han ikke hører, bruger han derimod som et statement.

Vi døve elsker Nyle DiMarco, fordi han er et levende bevis på at det IKKE kræver, at man som døv taler perfekt, hører perfekt (hvad man nu engang kan høre) og ellers agerer artigt på hørendes præmisser. Se-mig-se-hvor-dygtig-jeg-er kan gøres på så mange måder.

Og det at være døv har aldrig holdt ham tilbage.

Vi døve elsker Nyle DiMarco, fordi han er et forbillede og en rollemodel, så det batter! Han lader ikke som om, han spiller ikke, han er sig selv – og han er en do’er!

Og så gør det da selvfølgelig ikke noget, at han er yderst præsentabel at se på – og virker som det sødeste, nede-på-jorden-agtige menneske med det fineste amerikanske tegnsprog.

Go, Nyle!

rs_1024x759-160322063512-1024.nyle-dimarco-dwts.ch.032216

Nyle DiMarco og Peta Murgatroyd.