Deafjob.dk – bliv klogere på arbejdsmarkedet

Mange døve i Danmark står udenfor arbejdsmarkedet, selv om der ingen problemer er med hverken lyst eller evne til arbejde. Problemet ligger snarere i manglende viden, både fra arbejdsgivere og arbejdssøgende. Dette vil Castberggårds Job- og Udviklingscenter gerne lave om på med et nyt informationsside.

Castberggårds Job- og Udviklingscenter har den 1. maj lanceret websitet deafjob.dk, der har fokus på døve og arbejdsmarkedet og de udfordringer og muligheder, der ligger deri.

Du kan besøge sitet her: www.deafjob.dk

Vi vil fortælle historier
Job- og Udviklingskonsulent Michael Olesen, der er ansvarlig for deafjob.dk fortæller:
– På deafjob.dk vil vi dele viden og informationer om døve og arbejdsmarkedet. Samtidig vil vi fortælle historier om døve på arbejdsmarkedet, ikke kun set fra den døve persons, men også fra arbejdsgiverens synspunkt.

Deafjob.dk fungerer som en video-blog, hvor teamet bag flere gange om måneden vil lægge videoer op. Den første video ligger allerede på sitet og handler om Svend Åge, der arbejder som tømrersvend på ScandiByg i Løgstør.

Masser af oplysning
Deafjob.dk er, ud over historierne, også en oplysningsside, hvor du blandt andet kan læse om, hvilke tilbud der er for døve både på og uden for arbejdsmarkedet. Samtidig vil der være informationer om de kompenserende ordninger, f.eks. hvordan du får en tegnsprogstolk og andre hjælpemidler på arbejdspladsen.

Bidrag til debatten
Konsulenterne fra Castberggaard vil gerne bidrage med deres faglige viden, fortæller Michael Olesen, og tilføjer:
– Vi ser denne hjemmeside som et supplement til de øvrige initiativer rundt omkring vedr. døve og arbejdsmarkedet. Der er i øjeblikket en interessant diskussion i gang omkring beskæftigelse og vi vil gerne bidrage til det fælles mål, nemlig at udbrede viden om døve sagtens kan klare sig på arbejdsmarkedet.

Siden er målrettet til døve, men også til potentielle arbejdsgivere.