Mor til salg

Det er tit man hører udtrykket at ens børn er billigt til salg. Der må da også være tider, hvor mine piger tænker at de gerne vil have byttet deres mor…

Hvor ville jeg dog gerne være den gode og rummelige mor med det evige overskud til pigerne, til deres (til tider evige) skænderier og med tid til de gode og fortrolige snakke. En mor, som er 100% tilstede, også selvom der bliver kaldt ‘moaaaar’ for 77. gang. En mor, der altid formår at anerkende deres følelser.

Jeg er udmærket klar, at alt dette ikke er realistisk hver dag, hele dagen.

I bund og grund synes jeg at jeg er en god mor, og jeg forsøger efterleve de elementer af anerkendelse, tilstedeværelse og rummelighed, der skal til for at jeg bliver en god mor for mine piger. Og det lykkes ind i mellem.

Men der er andre gange, hvor jeg godt kunne sætte mig selv billigt til salg. Eller snarere ‘Gratis ved afhentning’.

Jeg kan godt blive presset derud, hvor jeg pludselig står og råber og skriger. Scenarie: 32 årig kvinde, der råber af to piger på 4 og 7 år.

Jeg råber normalt ikke af andre. Min mand er da dog også særligt udsat nogle få gange årligt, når han spiller på de rigtige (eller nærmere fuldstændige forkerte) tangenter. Og når der ikke er chokolade i skabet!

Det er ikke en undskyldning, at pigerne har skændtes og sloges for 8 gang på en time, væltet den ene perleplade efter den anden, nægtet oprydning, råbt ‘fuck dig’ fordi jeg bad dem om at stoppe og gå ind på deres værelse, så de kunne få 5 minutters ro fra hinanden.

Selvfølgelig er der grænser for hvad man som mor, menneske, og et af husets beboere skal finde sig i. Der bliver sat grænser, men de skal stadig ikke råbes efter – råb er som en usynlig lussing. Men det sker sgu, at jeg kommer derud. Det er jeg ikke for fin til at indrømme. Men hvor ville jeg dog gerne at jeg stadig kunne bevare sindet i ro. Men pludselig har jeg fået nok, og min stemme lever sit eget liv.

Jeg har også taget fat i pigernes ene arm. Og klemt lidt for hårdt. Jeg ville gerne kunne sige, at det kunne jeg aldrig finde på. Men når barnet hverken vil se eller høre på mig, tilmed skriger af mig, og render væk fra mig med en –  nææ nej mor du kan ikke fange mig-attitude! Så bliver jeg Det kan du fandeme tro jeg kan! og pludselig har jeg fat i barnet med løftet pegefinger og hævet stemme.

Hej Maiken, 5 år.

Det sker, når jeg – igen – kommer i en situation hvor jeg er magteløs og ikke aner hvad jeg skal gøre med et-styks-flabet-pigebarn. Gud, hvor jeg slår mig selv oven i hovedet bagefter.

Jeg har præsteret at sige til barnet at hun skulle ud af bilen, fordi jeg ikke ville have hende med hjem.

Jeg har også været over i den anden grøft, hvor jeg været fuldstændig patetisk og frataget alt ansvar for mine følelser og spurgt dem, hvorfor de hader mig?

Hvad sker der for mig… altså! Der burde følge en bytte-bon med!

Nu er det ikke, fordi det sker særlig tit. Men når det sker, og jeg har bandet og svovlet mig selv langt væk, forsøger jeg at minde mig om at jeg hver dag gør det bedste jeg kan.

Det kræver fuldstændig kontrol og tilstedeværelse (og overskud) at løse konflikter på den mest hensigtsmæssige måde. Og pigerne er forskellige, og konflikter skal løses forskelligt. Det er hårdt arbejde, og der er mange faldgruber. Men jeg øver mig fortsat på at være den bedste mor for mine piger, og huske de gode stunder, som der jo heldigvis er flest af, men som desværre ikke får den samme mentale opmærksomhed som de mindre gode stunder.