LOUD tester: Philips Hue – design dit eget (blink)lys i hjemmet

Philips Hue giver uanede muligheder for dig som døv, hørehæmmet eller døvblind. Det smarte lys-system kan forbindes til alskens eksterne produkter, der på sigt betyder, at du måske kan erstatte kommunens grimme og skrækkelige blinklys-system med noget langt mere lækkert.

Du ved allerede nu, at du kan styre en masse ting fra din smartphone, men styringen af dit hjem foregår stadig meget manuelt. Nye tech-produkter, som kan gavne især døve, hørehæmmede og døvblinde, begynder dog at dukke op på markedet og derfor er det mere relevant end nogensinde for os at se, hvad et system som Philips Hue kan tilbyde.

Philips Hue er et lys-system, der kan styres fra din smartphone, men også gennem kommandoer som du selv installerer. Philips Hue-systemet består af LED pærer, der både kan afgive hvidt lys i flere toner og lyse i forskellige farver. Systemet byder på en såkaldt “bridge”, der forbinder alle hjemmets Phillips Hue LED pærer. På den måde kan du styre lyset fuldstændig gnidningsfrit via. en app på din mobil. Og lyset er noget af det vigtigste for dig som visuelt menneske.

Hvordan bruger du teknologien smart? På videoen nedenunder kan du se Ben Fletcher, en døvblind mands bud på et intelligent hjem med blandt andet Philips Hue produkter.

I gang med at teste
Med et start-kit fra Philips Hue, hvor der i pakken var tre pærer og en “bridge”, der skulle forbinde alle hjemmets lamper til Wi-Fi, var jeg som LOUD’s tester klar til at teste Philips Hue. Da jeg fik pakken fra Philips, var det som om at det var juleaften igen. Kun fire måneder efter højtiden fik jeg den samme kildrende fornemmelse som dengang, da jeg pakkede mine gaver op. Jeg elsker at opsætte al ny teknologi. Og at sidde og lege med det.

Systemet fungerer kun via LAN-kabel
Men hvad jeg ikke var opmærksom på, inden jeg fik pakken, var at Philips Hue-systemet skal forbindes via et LAN kabel til min router. Og jeg havde kun et mobilt bredbånd uden mulighed for at kunne sætte ledninger i. Så inden jeg endelig kunne kaste mig ud i Philips Hue-projektet, krævede det lige en tur hos min bredbåndspusher, som så kunne forsyne mig med en rigtig router, uden at jeg blev ruineret. Med en ny, rigtig router kunne jeg sætte det hele til. Med kun tre lamper, var jeg nødt til at tænke strategisk over, hvor det var smartest at sætte dem til. Jeg valgte at sætte en lampe ude på toilettet og to i stuens pyntelamper.  Opsætningen foregik heldigvis gnidningsfrit. Jeg skulle kun trykke på broens knap én gang og alle pærer var derefter forbundet til broen. Og så kunne legen endelig gå i gang.

Vælg den stemning der passer til humøret
Philips Hue har deres egen app, Hue, hvorfra du kan styre lyset. Der var nogle forudindstillede scenarier såsom læselys, græsk stemning, hængekøje, fødderne op, ski-stemning, energigivende lys, blot for at nævne nogle af mine personlige favoritter. Den græske stemning gjorde pærerne orange og gule på den bløde måde og gjorde stuen meget stemningsfuld. Ski-stemningen gav pærerne et mere blåligt lys, der virkelig gav en fornemmelse af at jeg befandt mig ude i sneen.

Mine favoritter
Du kan også lave dit eget lys-design. Min favorit var vist mit eget toilet, der skulle lyse rødt, når jeg skulle forrette min nødtørft om natten. Dermed blev jeg ikke alt for vågen af at skulle gå ud i det lille hus. Og så blev det også de mest stemningsfyldte bade jeg havde! Eksempelvis med et grønblåligt lys der fik mig til at tænke på naturen, mens vandet rislede ned over mig. Men det allerbedste var vist, at jeg via min app kunne slukke for lyset fra sengen, når jeg havde glemt at gøre det manuelt. Dovenskab længe leve?

Et væld af udstyr til Hue
Du skal ikke nødvendigvis kun bruge Philips Hues lamper. Du kan også købe en lyskæde som du kan sætte op i køkkenet eller i stuen bag tv’et. Eller du kan købe en pendel eller en bordlampe. Alt sammen kan det sluttes til systemet.
Philips’ egen Hue app er ikke den eneste app på markedet. Du kan afprøve en masse apps, der er ude i App Store junglen. En af de apps, jeg også afprøvede, var OnSwitch, der kunne tilbyde mere festlige toner i mit lys. Den kunne endda få lyset til at blinke i flere forskellige farver, hvilket ville have været sjovt, hvis jeg skulle holde fest.

Lyset blinker blåt ved en Facebook-notifikation
En anden måde at styre og samtidig automatisere lyset til at gøre bestemte ting på bestemte tidspunkter, er IFTTT (If This Then That) som er en kommando-app, der kan forbinde bestemte kommandoer på tværs af apps’ene på min smartphone. Blandt andet kunne jeg få lyset til at blinke blåt, hvis jeg modtog en Facebook notifikation. Dog en funktion jeg slog fra ret hurtigt igen, fordi det var irriterende. Jeg blev dog meget glad for at lyset kunne tænde sig selv ved solnedgang. Men ikke uden lidt tilvænning, da jeg blev noget forskrækket, når lyset pludselig tændtes, helt uden jeg havde løftet en finger eller bare tænkt på det overhovedet. Jeg fik også lyset til at tænde, når jeg kom hjem, men jeg opdagede også, at det nok ikke var særlig smart, nu når det for det meste var lyst, når jeg kom hjem. Og det var slet ikke fedt, at lyset blinkede, da rumstationen ISS fløj over mig. For det gjorde den klokken et om natten, og jeg fik næsten et hjertestop!

Fortæl mig dog at telefonen ringer?!
Det jeg savnede mest ved Hue var, at lyset på en eller anden måde kunne reagere, når jeg fik en sms eller et opkald. Især opkald ville være praktisk. Men med iPhones lukkede system er det ikke en mulighed endnu. IFTTT har dog lavet en løsning på dette, men foreløbigt er det kun amerikanerne der kan få glæde af det. Om det er muligt at få lyset til at reagere på Androids mere åbne system, kan jeg desværre ikke sige noget om.

Hues uanede muligheder
Udover de ting du kan købe til Philips Hue, er der flere produkter udenfor Philips produktlinje, der samarbejder fremragende med Philips Hue. Du kan f.eks. købe Nest Protect, som er en brandalarm. Med alarmen kan du få lyset til at reagere på en bestemt måde, hvis der opstår brand. Du kan også købe en video-dørklokke fra RING eller SkyBell, som kan få Philips Hue til at blinke, når nogen ringer på døren. OG så kan du som bonus se gæsten via video på din smartphone.

Selv om Philips Hue har været på markedet i nogle år, er det stadig forholdsvis nyt for de fleste forbrugere. Derfor er der stadig et meget stort uudforsket potentiale i Philips Hue, specielt for døve og hørehæmmede og døvblinde. Måske vi en dag kan skippe de grimme blinklys, vi får installeret i hjemmet af kommunen.

Tilgængelighed behøver ikke at være grimt, og det er Philips Hue systemet beviset på!

13062617_10153683973332998_13929174_o 13105993_10153683973452998_1550635947_o