Døve børn bruger da tegnsprog… eller?

– Moaarr, hvorfor bruger du tegnsprog? kommer det undrende fra Rosa. Min pige, som på det tidspunkt er 4,5 år og døv og med CI på begge ører.

– Fordi vi bruger tegnsprog herhjemme.

Hun er tydeligvis ikke tilfreds med mit svar, så hun kigger lidt truende på mig. Det gør hun, når hun ikke er tilfreds med noget.

– Men hvorfor?

– Så vi alle sammen kan snakke sammen….. er mit svar. Hun er stadig ikke tilfreds. Jeg prøver igen:

– Fordi far, dig og mig ikke kan høre.

Det var lige præcis det svar hun ledte efter, for prompte kom det:

– Nej, mor. Jeg kan godt høre! Jeg behøver ikke at bruge tegnsprog.

Der er rigtig mange, der har en forestilling og forventning om, at Rosa da selvfølgelig vil føle ejerskab omkring tegnsprog, og at hun bruger det altid og hele tiden. At det er naturligt, når hun er døv og har fået tegnsprog ind med modermælken.

Det tænkte jeg da også. Det håbede jeg da også.

For da Liva, Rosas storesøsters, talesprog var i sin eksplosive udvikling, dengang hun var 3-4 år, begyndte hun at eksperimentere med hvem, hvornår og hvordan hun kunne skelne mellem tegn – og talesprog. Hun fandt ud af, at det for hende var meget nemmere bare at tale end at bruge hænderne. Vi har haft mange samtaler og kampe om, at når vi er sammen, så er det tegnsprog, vi bruger. For alles skyld.

Jeg er ret sikker på, at mange døve familier kan nikke genkendende til de indædte kampe om at få ens egen familie og ens egne børn til at bruge tegnsprog.

Vi var naive, da vi troede, at vi kunne slippe for dette med Rosa. Vi tænkte, at hun som det naturligste inddrog tegnsprog i alt, eller størstedelen, af sin kommunikation. Den største udfordring for mig, ved at være døv forælder er, at jeg ikke kan følge med i børnenes børnesamtaler. At have døve børn må da være en bonus her. For de bruger da tegnsprog, hvis de altså har lært det.

Men sådan ser det bare ikke ud i Rosas verden.

Rosa bruger tegnsprog, ja. Hun er 4½ år. Hendes tale- og tegnsprogsudvikling er alderssvarende. Og det er selvfølgelig begrænset, hvad hun forstår af verdens forskelle og kulturer – her tænker jeg på døves og hørendes kultur.

Men Rosa siger, at hun ikke er døv. Hun siger, at hun ikke kan høre, når hun tager sine ci’er af.

Hun fortæller, at hun bare kan tale, når hun er i børnehave og hos bedsteforældre. Og at hun ikke altid gider at bruge tegnsprog.

Jeg tror at dette hænger sammen med, at Rosa ikke finder tegnsprog nødvendig i hendes færden i verden udenfor hjemmet. Eller – det er ikke hendes oplevelse lige pt. Måske kommer det en dag. Når hun bliver større, og der bliver sat højere krav i skoletiden,  under hendes uddannelse og det sociale liv. Måske ikke.

Når man tænker over det, er det måske egentlig logisk nok, at Rosa ikke løfter hænderne per automatik. Rosa har ikke nogen børn eller andre voksne i sin hverdag, der bruger tegnsprog. Hun har i hverdagen ikke andre at imitere fra end sin storsøster og sine forældre.

Rosa ser, at Liva taler og leger med sine venner. Rosa gør ligesom hende. Og det er vel okay, så længe at hun trives og har det godt.

Men kampen om tegnsprog som kommunikationsform i hjemmet fortsætter vi med. Både med det døve og hørende barn, men det er blevet nemmere eftersom at de er blevet større, så det går kun fremad.