Enden på det ‘gamle’ TV

Min mand er ligesom så mange andre mænd. Han kan være lidt af en drengerøv. Han kan godt lide de sidste nye gadgets, og følger gerne med i hvad der kommer af nye, uundværlige tingester.

Han behøver dog ikke, til min og vores pengepungs glæde, ikke at købe det hver eneste gang.

Men vores gamle fladskærms-tv, som efterhånden havde 7 år på bagen, havde vi oppe og vende en hel del gange. Han ville gerne have det skiftet ud til noget, der var støre, fladere og smartere.

Jeg satte dog bagbenene i. Ikke på vilkår om jeg ville bruge penge på et nyt tv, når vores nu virkede ganske udmærket. Man er vel jyde.

…. lige indtil en dag hvor jeg ikke var hjemme, og Jesper så ‘Danmark har talent’ sammen med Liva.

Det var en mørk og stormfuld …. lørdag aften, lige efter at den analoge forbindelse den 9. december blev afbrudt. Underligt at jeg husker datoen, men det var lidt en skelsættende dato. Fordi vi fra den dag ikke længere kunne sætte undertekster på programmerne på TV2, da vores (skide) boks ikke længere ville samarbejde.

Den aften bemærkede Liva, at Jesper ikke kunne sætte undertekster på. Han sagde det som det var, men at han selvfølgelig ville se programmet sammen med Liva, som vanligt.

Liva begyndte så at tolke. Så godt som hun nu kunne. Jesper sagde, at hun ikke behøvede at tolke, men hun fortsatte. Indtil hun ikke gad mere, og Jesper sad tilbage med en dårlig fornemmelse i maven.

Ikke fordi at hun ikke ville tolke længere! Men fordi at han slet ikke syntes at det var okay, at hun følte sig ansvarlig for, at han kunne følge med på TV.

Det var slet ikke hendes ansvar, og det bør aldrig være en byrde på børnenes skuldre at skulle tolke for deres døve forældre.

Der er selvfølgelig forskel på, om det er noget, som forældrene beder børnene om, eller at børnene selv tager téten.

Dagen efter var Jesper meget bestemt og beslutsom. Det ville han ikke længere være med til, og han behøvede ikke engang at overbevise mig. Han satte sig straks til at undersøge markedet, og et nyt fladskærms-tv blev bestilt efter et par dage.

Nu har vi igen undertekster på programmerne, og vi kan igen følge med i weekendens familieprogrammer. Også sammen med Liva.