Erika & hørehundene: Pragtfulde venner, der altid er på, og som ikke kører på batterier eller ledninger

Erika Larsen er en sand ildsjæl. Erikas hjertebarn er Foreningen Hørehund, som hun har fået op og køre. Det, der har drevet hende, er den glæde, hun har haft ved at have hørehunde. En glæde, hun gerne vil hjælpe andre kommende hundeejere til at opleve.

Læsetid: 3 minutter

Du brænder helt vildt for sagen. Fortæl hvad der motiverede dig?
“Foreningen Hørehund startede stille og roligt. Inspirationen kom fra vores søn Dan, da han har lille. Som 3 årig lavede han ting og sager udenfor, som vi ikke kunne høre. Han smadrede blandt andet de fleste staldvinduer. Da vi endelig opdagede fadæsen, svarede han: “Jamen, det lyder så sjovt.”

“Hunden var også til stor hjælp, da han senere, som 6 årig, gemte sig alle steder i huset, når vi skulle spise aftensmad – og vi selvfølgelig ikke kunne høre hans “Hihi”, når vi bevægede os tæt på hans skjulested. Tog vi så vores pragtfulde schæferhund med på rundtur, fandt vi ham meget hurtigere. Hertil var hans kommentar: “Åh, mor og far – nu er det ikke sjovt længere.” Nej vel, nu har mor og far fået styr på de vigtige lyde i huset”

“Vi har desværre også haft en mere alvorlig episode med Dan, der faktisk var lukket inde i en dragkiste, og hvis det ikke var for vores hørehund, tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket.”

“Alt i alt var vores søn dengang jo bare en almindelig frisk dreng, som prøvede at få det optimale ud af sin barndom,  med masser af livslyst og sjove påfund sammen med en døv mor og far. MEN han gav os som forældre også en masse høremæssige udfordringer. Disse udfordringer ville vi gerne imødegå så godt vi nu kunne… deraf hørehunden, som simpelthen på mange områder var ubetalelig, udover at være verdens bedste ven!”

Fortæl om dit forhold til  dine hørehunde?
“Vi har haft to helt vidunderlige 2 schæferhunde, som vi har haft fra starten af, da Dan var lille. Senta (som er hunden, der har reddet Dan fra dragkisten) og så Bailey, som jeg privat uddannede som hørehund til mig selv, lige præcis efter mine behov. Hun har hjulpet mig til “at høre mere” og hende har jeg hver dag i mange år haft med på mit job som hørekonsulent. Et mål har været, at min hund skulle gøre mig mere uafhængig af tekniske hjælpemidler.”

Erika og hørehunden Thor il foredrag hos CI foreningen i Holstebro (2014).

Erika og hørehunden Thor il foredrag hos CI foreningen i Holstebro (2014).

Du har lige nu også selv hørehunde derhjemme?
“Ja, og hvor er det sjovt at arbejde med hørehunde, hørehunde-aspiranter og alle de der yndige hvalpe. Det er meget berigende… men vi søger med lys og lygte hvalpeværter. Dvs. familier eller personer som kunne tænke sig at have en hørehundehvalp i 8-9 måneder, som så kommer ud til os bagefter og bliver trænet. Vi har måttet sige nej til flere udmærkede hvalpe, som var helt gratis, fordi opdrætteren gerne ville støtte os, Men vi har ikke kapacitet længere. Jeg har fire hunde hjemme hos mig lige nu.

Hvorfor er det nødvendigt med en hørehund?
“Det er bestemt ikke alle døve/hørehæmmede der vil synes, at de har brug for en hørehund. På samme måde som blinde mennesker. Nogle vil utrolig gerne have førerhund, andre frabeder sig en. Det afhænger helt af indstillingen og forholdet til hunde.”

Hunden er altid “på”. Den er der både dag og nat, den kører ikke på batterier, og der er ingen ledninger, som sidder forkert eller knækker. Hørehunden har heller ingen strømafbrydelse. Den er trofast, loyal og en pragtfuld ven som, tilmed hører for en!

“Jeg har været udsat for utallige situationer i mit liv, hvor tekniske hjælpemidler ikke slog til, og hvor kostbar tid, farlige situationer og megen ærgrelse kunne være undgået, hvis der havde været en hund i nærheden. Hunden er altid “på”. Den er der både dag og nat, den kører ikke på batterier, og der er ingen ledninger, som sidder forkert eller knækker. Hørehunden har heller ingen strømafbrydelse. Den er trofast, loyal og en pragtfuld ven som, tilmed hører for en! Det føles helt igennem trygt at have en hørehund ved sin side.”

Hvad kan en hørehund?
“En hørehund er special-trænet til at reagere på lyde. F. eks. når dørklokken ringer, postbuddet banker på, og på mange andre typer lydsignaler i gadebilledet. Hørehunden kan skelne mellem dagligdags lyde og f. eks. brandalarmer. Hunden kan også advare den døve/hørehæmmede ved indbrud. Hunden signalerer dagligdags lyde med et taktilt signal til ejeren. Hunden kan også trænes i at advare om, at gryden med kartoffelvandet koger, æggeuret ringer og mange andre relevante lyde. Den kan trænes i at samle tabte genstande op, som dens ejer ikke kan høre, han har tabt.”

“Min hund henter f. eks. min mobil eller fører mig til liggestedet, når mobilen har forputtet sig. Jeg kan ikke høre opkaldet eller vibrationen… det kan hunden.Den kan ligeledes trænes op i at give lyd, når man skal indtale noget ved et taleanlæg eller hvis elevatoren går i stå og man ikke ved, hvornår, der skal siges noget over anlægget. Kort sagt giver hørehunden tryghed, sikkerhed og den vished, at den nok skal værne om én, når der sker noget lydmæssigt, som man ikke selv kan reagere på.”

Hvem kan specielt få gavn af en hørehund?
“Det må være de døve/hørehæmmede mennesker som elsker hunde, har pladsforholdene i orden og kunne tænke sig en hund som en hjælpemiddel, der kan lette deres daglige tilværelse. Det kunne også være mennesker, som er ensomme og som mangler et væsen at være sammen med. Hunden er jo et meget socialt dyr – og det skader jo på ingen måde, at den også har en kostbar, specialiseret uddannelse oveni, og som gør dagligdagen lettere og som afhjælper de varige følger af ejerens nedsatte funktionsevne. Men man skal være egnet at have hund!

Hvordan bliver man en hørehundeejer?
“Først og fremmest: Det er simpelthen nødvendigt at se på, om ansøgeren er egnet til at have/holde en hund. Nogle har urealistiske forventninger til, hvad det betyder at have hund. Hunden er ingen legetøj, som man kan tage frem efter lysten og så lægge fra, som det passer én. Vi ser MEGET nøje på, hvem det er, der får en kostbar uddannet hund og om den får et godt liv sammen med dens nye ejer.”

“Hvis der er nogen der gerne vil have en hørehund fra vores forening, skal man henvende sig til os. Så kommer vores hundetræner Tina og jeg ud til vedkommende og vurderer. Vi kommer med en masse spørgsmål. Hvorfor vil du have hund, hvad skal den kunne i dit tilfælde? Alle døve har jo forskellige individuelle behov. Vi vil snakke om hvilken race der ønskes, rådgive… hvorfor vi netop anbefaler den race til lige netop den her ansøger osv.”

“Det eneste, som man skal betale – indtil videre – er sine egne rejseudgifter, ophold for samtræning og forplejning – og så skal man selvfølgelig sørge for hundens udgifter resten af dens liv, når den bliver overdraget til den nye ejer.”

Erikas nuværende hørehund, storpudlen Kai, da han var 16 uger gammel og under uddannelse.

Storpudlen Kai, 16 uger gammel og under uddannelse til hørehund.

Det at have ansvar for og samhørighed med en hund fremmer trivslen. Og med en hørehund kan man oven i købet som døv føle sig ekstra tryg, fordi hunden kan tage over der, hvor hørelsen ikke slår til. Så en hørehund er i følge Erika Larsen meget mere end blot menneskets bedste ven.

Mere om hørehunde
Hørehunde i udlandet:

I Storbritannien menes der at være ca. 750 trænede hørehunde.

I USA er der også rigtig mange uddannede hørehunde og folk er utrolig glade for dem og deres hjælp.

Hørehunde er servicedyr

Foreningens specialtrænede hørehunde må godt bo i lejeboliger som normalt forbyder dyr i en husorden. De kommer under reglerne af servicedyr som findes i § 127 i bekendtgørelse nr. 1164 af 11. december 2012. Herefter har personer med en vedvarende fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller blinde og svagtseende personer, der er afhængige af et servicedyr altid ret til at holde et sådant, uanset bestemmelser i en husorden, der måtte forbyde dyrehold.For yderligere oplysninger henvises til foreningens hjemmeside.

Bliv sponsor

Foreningen Hørehund har indtil nu kun indsamlet penge fra fonde og donationer. Foreningen søger sponsorer.

Læs mere:

Facebookside for Foreningen Hørehunde

Foreningen Hørehunde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.